Tale ved åbning af ProKK-udstilling 2008

15.3.2008

Dialog - Satellit

af

Torben Rasmussen

Kuratorer: Kim Grønborg og Annette Holdensen

(Først og fremmest tak til alle kunstnere og kunsthåndværkere, der igen stiller deres værker til rådighed for os - dét er sand luksus.)

Jeg var Barcelona, da Sanne Ransby ringede og spurgte, om jeg ville holde denne lille tale, her på denne store dag.
Ud over Gaudis fantasterier, Picassos blånen, Miros mildhed, Dalis damer (oppe i Figueras), Richard Meier's papkasse af et samtids-kunstmuseum, fortovskaffe og kæresteri, så var der to hverdagsting, som mindede om kunstneriske oplevelser: at få dig selv til at stille spørgsmål ved den gældende dagsorden, twiste de vedtagne konventioner - eller skabe et øjebliks lysende intensitet i hjerte og hoved. Udfordre det, vi opfatter som det indlysende. Skabe skønhed, glæde og forundring.

Ingen af disse to ting i Barcelona var kunst, kunsthåndværk eller design.
Det ene var en lille butik i én af de små gader, der famler og slynger sig frem i bunden af de smalle skakter, som husene danner. Her synger fuglene fra små bure, og vasketøjet dæmper lyset. Denne butik handler udelukkende med varer, fremstillet af plastik. Lækre, lysende røde salatskåle m. ta-ting (som på ARoS), blå dunke til benzin, ydmyge bakker til kuglepenne, klips og andet kontorværk, laboratorie-lignende handsker, plastiske poser i alle farver og størrelser - kort sagt alt. Alt af plastik.
Ejeren havde valgt en anden orden end den, der af én eller anden (tilfældig?) grund opleves som normal: nemlig at køkkenting hører til i bestemte butikker og at store blå tønder med rumfang på 100 liter flydende hvad-som-helst normalt købes i byggemarkeder.

Okayeee! - hvordan er vores sædvaner så lige opstået? Et lille lysende glimt i hjernen af erkendelse og eftertanke. Hvordan ville verden se ud, hvis det var andre klassifikationsforhold og andre værdier, der var gældende? Tillad mig bare et lille ønske i den anledning - at den snart totale accept af markedets vilkår, den snart totale bøjen sig i støvet for individualismens forrang for fælles løsninger og at nedslidningen af en almen generøsitet snart må blive udfordret. At vi snart siger nej til kontraktpolitik og smålighed. Er det at forlange for meget, måske - ville Per Højholts Gitte ha' sagt!

Det andet syn var de hvide fødevarer hos slagteren på Barcelonas helt vidunderlige marked. Eftersom vi boede lige ved siden af markedet, kom vi der hver dag, og hver dag blev man lige overvældet af den delikate præsentation af havets og jordens overflod. Man kan jo blive helt romantisk indstillet, når man ser, hvordan selv en lille, normalt ret kedelig tomat kan komme til at tage sig grandios ud, sammen med 100 andre i sin stejle væg af en opstilling. Det er noget andet end Dagli' Brugsens six-pack.

Midt i al denne dejlighed var der altså hvide fødevarer. Kalun fra store og små dyr, voldsomme dynger af fedt, og ikke mindst ko-muler. Vrangen på ko-mulerne, hvis farve er så smuk. Alt sammen hvidt - og mine tanker fløj derfor straks til kunstens eksempler på hvidhed. Melville's hvide hval, Malevitj's hvide kvadrat på hvid bund - det hvide som udsagnet om det uendelige og ufattelige. Eller måske bare en hvid pause.
Og jeg tænkte på ironikeren over alle ironikere: den franske komponist og pianist Erik Satie. Han, som svarede Debussys anklage mod ham over at komponere musik uden form, med et 1 ½ minut langt "Lille Stykke i Pæreform" og han, som arbejdede tæt sammen med det 20. århundredes store billedkunstnere. Og ikke mindst han, som John Cage betegnede som den vigtigste komponist i det 20. århundrede - hos Erik Satie bliver minimalismen grundlagt. Og han rejser via sin kunst et prægtigt spørgsmål om den europæiske modernismes hele fundament. Lyt mere til Satie!

Samme Erik Satie skal få lov selv at tale her ved åbningen af Dialog - Satellit, gennem min mund, dog - han døde i 1925. Det er et uddrag af en tale om den kunstneriske proces. Det er god læsning for alle, der arbejder med kunst, kunsthåndværk og design (og i øvrigt for alle os andre, der lever livet). Det lyder sådan her:

"En kunstner må leve et regelmæssigt liv. Hvad mig selv angår, står jeg op 18 minutter over 7. Jeg er inspireret fra 23 minutter over 10 til 13 minutter i 12. Frokost indtager jeg 11 minutter over 12, og tre minutter senere rejser jeg mig fra bordet. Fra 19 minutter over 1 til 7 minutter i 3 foretager jeg en helsebringende ridetur rundt på mine enemærker. Så endnu en omgang inspiration fra 15.12 til 16.07. Fra kl. 17 til 18.47 går min tid med forskellige sysler - fægtning, overvejelser, ubevægelighed, visitter, meditation, behændighedsøvelser, svømning m.v.
Middagen serveres 16 minutter over 7, og 20 minutter over 7 har jeg spist den. Fra 9 minutter over 8 indtil ét minut i 10 er jeg beskæftiget med symfonisk læsning (jeg læser højt). Jeg går altid i seng 7 minutter over halv elleve. Engang om ugen - på tirsdage - vågner jeg med et sæt 14 minutter over 3 om morgenen.
Min ernæring består kun af hvide fødevarer, æg, sukker, skrabede knogler, døde dyrs fedt, kalvekød, salt, kokosnødder, kylling kogt i hvidt vand, muggen frugt, ris, roer, kamferpølser, konditorvarer, ost (kun de hvide sorter), bomuldssalat og visse former for fisk (uden skind).
Jeg har en udmærket appetit, men taler aldrig når jeg spiser, af frygt for at blive kvalt.
Jeg trækker vejret med omhu (kun lidt ad gangen) og danser kun meget sjældent. Når jeg går, har jeg hænderne presset imod mine ribben og uafladeligt blikket rettet bagud.
Min ansigtsudtryk er meget alvorligt. Når jeg lér, sker det ufrivilligt, og jeg be'r pænt om undskyld.
Jeg sover meget dybt, kun med ét øje lukket. Min seng er rund og har et hul til at stikke hovedet igennem. Hver time tager en tjener min temperatur og giver mig en anden.

Dét er hele hemmeligheden. Omhu og koncentration. Og for himlens skyld: ingen af disse overflødige følelser."

Tillykke med udstillingen, der hermed er åben!