Den grafiske erfaring - Tale til Nepotisternes åbning

Lars Morell

Vi har i dag en situation i kunstlivet, hvor der ikke eksisterer kriterier for, hvad der er god og hvad der er dårlig kunst. Alt kan gå. Det hele er lige godt. Selve værket betyder ikke noget mere, men snarere de koncepter, der er omkring det, og dets forhold til institutionen, kunstinstitutionen.

Dariusz Vasina tegning

I 1970’erne eksploderede der et grafik-boom. Der var grafik til salg overalt, kunst kom ud til de mange (også mig selv), til gengæld var det hele måske ikke altid lige godt. Idag ser man ikke meget til grafik. Museerne har store samlinger, men det udstilles sjældent. Der vises heller ikke meget grafik i gallerierne, for nu vil folk have originaler, oliemalerier. Tiden sukker efter det originale - men der bliver mindre og mindre af det.

Alligevel er der stadig grafik overalt: Der er grafik på skærmene,grafik i avisen, grafik på bogomslag og i reklamer. Enhver tryksag er jo grafisk, og handler om at arbejde med farver, opdelinger på fladen, typografier. Selv i vor IT-tid er papiret ikke forsvundet, selv på skærmene er der grafik, og alt er printet ud, trykt.

Hvad er grafik? Det er noget man trykker, også selv om man bare trykker det i ét eksemplar. Hvad er originalgrafik? Det er når trykpladen direkte rører ved papiret, som det sker i stentryk, radering, silketryk, træsnit, linoleumssnit. Der er de små oplag, som betyder, at grafik altid har været for kendere. Det er en hermetisk kunstart. Efter min mening er grafik ikke noget, man hænger op på væggen. Grafik har de små formater, som gør, at man kan have det i en mappe eller kassette og tage det frem og studere det.

Nu er “hulemand” blevet et skældsord, nok fordi det hele handler om udviklingen og om at være så moderne som muligt. Kunsten udvikler sig dog ikke. Kunstnerne har alle dage været en slags hulemænd. Der er ikke langt fra hulemaleriet til kunsten idag, nogle tusinde år senere. Kunsten handler stadig om at man finder noget farvet jord og smører et billede op på væggen. Grafik har den samme elementære erfaring. Man kan se, at det er direkte. Man kan selv gribe ind undervejs. Denne grafiske erfaring er historiefilosofisk eller civilisationsteoretisk: Man erfarer, hvad et redskab er, hvad et værktøj er. Man kan tage en nål og ridse i en metalplade eller en kniv og skære i en træplade og derved selv lave sin egen trykplade. Man tager et aftryk som var det med et stempel. Det handler om tradition og historie, fordi man erfarer noget om den elementært menneskeligeevne til at lave et redskab. Det handler om frihed, fordi man opdager, at man selv kan kontrollere midlerne og gribe direkte ind. Det er også noget almengyldigt, fordi denne evne til at lave et redskab ligger bag enhver produktion

Det er derfor grafik har noget, som de andre medier ikke har.

Det er det nøgne udtryk. Det er helt enkelt og billigt. Her er der ingen dyre apparater, som kan gå i stykker, og kompliceret teknik, som man ikke behersker. Det er teknik på et plan, hvor man kan gennemskue det. Man kan gribe ind på alle led.

Rent æstetisk er grafik en form for meditation. Her er alt det overflødige skrællet af. Ofte er det bare i sort/hvid. Det er derfor de store samlere er optaget af det. Det er både her det begynder, og her det slutter. Det er i tegningen, skitsen at ideerne fødes. Det er i grafikken at ideerne slutter, fordi de her er pindet ud til det meget grove, nærmest skåret ud i pap, det er blevet tydeligt, nogen gange overtydeligt. Her er alt det overflødige skrællet bort. Det er her man lærer at koncentrere sig.

Men kan man forny grafikken? Er grafik ikke blevet et noget støvet, tilbageskuende, andægtigt foretagende? 

Sker der noget nyt?

Er det ikke fotografiet, der for tiden har overtaget det hele. Det er svært at sige, om der sker noget nyt. Principielt er det muligt. Da  Poul Gernes i 1963 lavede sine “100 slag med en hammer” lavede han en fræk og overrumplende fornyelse af grafikken. Hvorfor skulle det så ikke kunne ske igen. Han bearbejdede zinkpladen direkte med hammerslag som til en radering eller en ætsning.

Tilbage står naturligvis spørgsmålet om, hvad et billede er. Grafik har altid været en slags eksperiment eller forskning for de få.  Det er grafikken, der har inspireret andre. Der er hele traditionen fra Søren-Hjorth Nielsen, Aksel Jørgensen og Palle Nielsen. Der er eksperimenterne af Edvard Munch og Asger Jorn om hvad et træsnit er. Der er hele 1950’ernes informelle ide om hvad et billede er. Desuden er der den ide, som jeg selv voksede op med, skabt i Berlin omkring 1981, at et billede skal bygges op i arven efter Francis Picabia.

Grafik er værkstedsarbejde. Grafik er håndværk - selv om vi iøvrigt lever i en tid, hvor kunstnerne også har givet det hånd-værksmæssige i kunsten fra sig. Det er uklogt, for derved har man givet afkald på den dynamik, som ligger i mødet mellem mennesket, redskabet og materialet. Der er ikke noget, som mennesker i Vesten idag sætter højere - og som er vanskeligere at skaffe - end godt håndværk. Det gælder i bygninger, tekstiler, træarbejde, metalarbejde osv. Først blev produktionen til industri, og nu flytter man industrien til Østen.

Til sidst er der ingen, som kan lave noget håndværksmæssigt.

Grafik er nogle gange ren kemi. Andre gange handler det  om omgangen med materialerne, følelsen af fornemmelse for det rigtige papir, for de forskellige kvaliteter. Det at arbejde med kunstnerfarver og at prøve at blande farver. Det at fornemme hvad der sker, når man tager selve aftrykket. Det er iøvrigt også

disse tanker, som har ligget til grund for de foreløbig syv udstillinger, jeg har lavet for Dansk Plakatmuseum i Kunstbygningen.

Det hele er en viden, som man kan tage med over i sine dagligdags gøremål. Den grafiske erfaring er en basisviden, der ligger til grund for mange andre, mere komplekse aktiviteter.