Mindeord af Peter Laugesen
for Preben Schmidt

Preben Schmidt, Haven 2000, 130x200 cm

Sidste år ved den her tid sad jeg og skrev teksten til en hel bog om Preben Schmidt, og for en måneds tid siden skrev jeg mindeord om ham til avisen, Hvad skal jeg skrive nu ?  Han er her jo ikke længere, så han kan  ikke læse det. Uden for vinduet søndag eftermiddag, hvor tiden er drejet tilbage til vinter, pisser det ned. Palmerne og de andre eksotiske vækster vil gerne ind, og lyset slår sig vildt løs i nordisk blidhed. Hele verden kunne være et maleri af Preben Schmidt.  Hans maleri standser jo ikke.  Det er natur. Og var det bare det, kan gjorde ? Ville kan ikke ændre noget ?  Det tror jeg egentlig ikke, men han ville finde ud af,  hvad det er, der sker, og hvorfor.  Som handling.  Den handling en maler gør med sit billede, med det,  i det, som det. Forsvindende i det, som handling og værk,  som liv. Og til sidst som død.  Det er måske nok trist, men det er sandt. Preben Schmidt var et realistisk menneske,  og kan kendte betingelserne. Han gjorde ikke noget  stort nummer ud af det. For hvor stort er det egentlig ? Hvor stort er et maleri ? Hvor stort er et bjerg ?  Hvad ville Cezanne have sagt ? Han sagde det jo.  Der er ikke andet svar end maleriet, som noget at gøre, som noget der er, allerede er,  fordi det  sker nu, som det altid, hvert øjeblik, aldrig før allerede er sket.  Det er om lidt, og det var i går.  Det er nu, og Preben er væk.  Han lærte mig meget.  Det vidste han muligvis ikke, for i en vis forstand kan man  ikke lære noget, man ikke allerede ved. Men kan viste mig det. Han malede det, og ind  imellem sagde han også noget. Som natur, som hund, son skrift, som lys, som lyd og det savn, ethvert digt eller maleri er, når der er skrevet og malet og derfor  forsvinder, som alting gør, i det store vilde digt og maleri, der er alt.

Peter Laugesen