Foreningen for professionelle kunstnere og kunsthåndværkere
 

 

 

ARKIV * UDSTILLINGER 2006

RUM-LIG 2

Iben Kofod og Carina Johnsen.

7. JANUAR – 12. FEBRUAR

Som titlen antyder, sætter kunstnerne Iben Kofod og Carina Johnsen fokus på rummet. Ikke blot fotografiets og maleriets fiktive rum, men også de rum i Århus Kunst bygning, som værkerne rent fysisk befinder sig i. Fælles for de to kunstneres værker er, at de skaber et spil mellem rum og flade, mellem det figurative og abstrakte og mellem illusion og virkelighed.

Gennem formel manipulation forvandler billedernes velkendte rum sig til tomme, kølige abstraktioner. To friser, placeret under hinanden, konfronterer kunstnernes værker. I Carina Johnsens manipulerede fotografi af tågede, kølige og blege landskaber, glider den ene monotone villavej over i den næste, afbrudt af lodrette striber og træstammer.

Tilsammen udgør billederne et næsten abstrakt mønster af linier og flader, der skiftevis markerer rum og flade. Iben Kofods malerier af banale rum fra vores hverdag som badeværelset og kontoret, væver billede og dekoration sammen i komplekse rum. Udenfor eller indenfor - budskabet synes at være det samme: Grænsen mellem illusion og virkelighed er flydende.


Iben Kofod


Carina Johnsen

til top>