|
Lone
Hørslev
Digterinden
og Kronprinsen
Kronprins Frederik er en gennemgående figur i Lone
Hørslevs sprælske og kritikerroste digtsamling 'Ærgerligt
ærgerligt'.
Af Kim Skotte
Der er altid porno og kronprins Frederik på tv. Engang
imellem er der også forfatteraften på Byens Kro. Denne
aften er der god plads ved baren. Antallet af forfattere
matcher næsten antallet af tilhørere.
I den anden ende af baren
står Lone Hørslev ved mikrofonen med sin nye bog i
hånden. 'Ærgerligt ærgerligt' hedder den, og selv
om det selvfølgelig på en måde er ærgerligt, at forsamlingen
på det lille listige sted i Møntergade kan tælles
på ganske få hænder, så er det sådan mest ærgerligt
for dem, der blev derhjemme og så porno og kronprins
Frederik på tv.
Lone Hørslevs digte kommer
fra en helt anden verden end den minimalistiske lyriks
tørre flueben. Kronprins Frederik er således en gennemgående
figur i 'Ærgerligt ærgerligt', og der er saft og syrlighed
i teksten og en durkdreven, kvinderytmik i højtlæsningen.
Hørslevs digte har en
sikker-snublende rytmisk frasering, der bruger linjerne
som ujævne trappetrin. Der er overraskelser i baghånden.
Postbuddet ringer ikke altid to gange. Lone Hørslev
afleverer sine pointer om kvinder og mænd med samme
diskret dræbende underspil, som når en rudekuvert,
der kan vise sig at rumme tomme trusler, falske løfter
eller noget mere fatalt, bliver listet ind under døren.
Hendes digte er en ironiserende
kærlighedsvrængen. Ømhed og sårbarhed bombarderet
med trivialkulturens slagtilbud. Porno, prinser og
kvindelige bjergbestigere, der mister fodfæstet på
Discovery Channel. »Det er så/ trist og fortryllet
som/ eksotiske dyr, der parrer sig i fangenskab«.
Fascinerende mandebilleder
Da vi et par dage senere
mødes igen på Byens Kro, har forlovelsen mellem kronprins
Frederik og Mary ryddet forsiden.
Har det været hårdt,
det med Mary?
»Lidt hårdt«, ler Lone
Hørslev. »Men jeg er interesseret i kronprinsen, fordi
han er en blanding af moderne maskulin myte og eventyrfigur.
Det er da imponerende, at sådan en mand både er pilot
og dykker og veluddannet og charmerende og ser fantastisk
godt ud«.
»Jeg synes, det var spændende
at sætte ham sammen med de andre stereotype mandebilleder;
Håndværkeren, Jægeren, Sømanden. De enkle, stereotype
mandebilleder fascinerer mig. Hvis bare alting var
så enkelt«.
Hun udtaler drømmen som
en kliché. Det enkle liv. »Det er ligesom forestillingen
om livet på landet«, mener hun, der er vokset op i
et parcelhuskvarter med Holstebro på den ene side
og en mark med køer på den anden.
»Der er ingen der siger/
at det ikke også kan blive enkelt/ for os«, står der
et sted i bogen. Vi, et du og et jeg, drømmer gennemgående
om at gøre tingene enkle. Selv om man jo alligevel
- heldigvis! - i virkeligheden foretrækker det komplekse,
når det kommer til stykket. Man ved jo godt, at Alt
for Damerne-romantik ikke er virkeligheden. Man ved
det godt, når man læser Billed-Bladet«, siger Lone
Hørslev, der i sine digte konstant arbejder med modsætningen
mellem det enkle og det komplekse. Mellem trividrømmens
forenklede romantik og det virkelige virvar.
»Jeg synes, det meste
er ret kompliceret«, siger hun konfronteret med spørgsmålet
om, hvorvidt hendes eget liv udspiller sig i det enkle
eller det kompliceredes sfære. »Jeg synes ikke særlig
mange ting er enkle«, indrømmer hun. Man kan prøve
at stille tingene enkelt op, men det bliver de ikke
nødvendigvis ukomplicerede af.
På et kritisk tidspunkt
besluttede Lone Hørslev at opstille nogle enkle mål
for sig selv. Inden hun fyldte 30, ville hun have
en uddannelse, have udgivet en bog og have fået et
barn. Lige til at krydse af. Sådan helt enkelt. Eller
dobbelt.
For nu er Lone Hørslev
29 år, og hun er både bachelor i dansk litteratur
og uddannet på Forfatterskolen, og hun har udgivet
de to bøger 'Tak' og 'Ærgerligt ærgerligt'. Det bliver
alle gode gange tre. Da vi sætter os ned ved bordet
på Byens Kro, har hun dagen inden fået at vide, at
det er tvillinger, hun skal føde til februar. Helt
enkelt, bare dobbelt op og nok en smule overvældende.
40 digte på en uge
»Tal dansk Mary« kræver
spisesedlerne. Det behøver Marys danske åndsfælle
Lone ikke bekymre sig om. Hun har ingen problemer
med det danske sprog. Det skulle da lige være det
gode danske navn Rasmussen, som Lone Hørslev tabte
et sted mellem den første og den anden digtsamling.
Men med og uden Rasmussen er hun blevet voldsomt rost
af kritikerne for sit livlige danske digtersprog på
både debuten 'Tak' og 'Ærgerligt ærgerligt'.
Men helt enkelt har det
ikke været. Efter 'Tak' blev hun skrækslagen for,
om hun nogensinde ville kunne skrive et godt digt
igen. Hun skrev digte. Formmæssigt skete der interessante
ting. Hun havde bare ikke noget at sige, og så skal
man tie stille, mener hun. Måske var der ikke flere
digte i hende.
»Men man bliver jo nødt
til at holde sig i gang, så jeg begyndte at skrive
en roman. Det tog et års tid. Da jeg havde sat det
sidste punktum, lagde jeg den væk. Der gik halvanden
dag, og så var det ligesom en prop, der sprang af
en flaske champagne. Jeg skrev 40 digte på en uge!
Det havde jeg aldrig prøvet før. Det meste blev kasseret,
men jeg fik lagt grundstenen til 'Ærgerligt ærgerligt'«.
Romanen om et parforhold?
Den var »et aktiveringsprojekt og absolut elendig«.
Og viste sig at være et forstudie til en digtsamling,
der er blevet meget smidig rytmisk, hvor debuten 'Tak'
bogstavelig talt var takket og kantet.
»Det er noget, jeg har
arbejdet meget med«, fortæller hun. »Når jeg sidder
og skriver, sidder jeg og læser og lytter op for at
kunne placere linjeskiftene. Denne gang har jeg ikke
kun arbejdet med rytmen i det enkelte digt, men med
rytmen i hele samlingen. I 'Tak' arbejdede jeg tematisk.
Det har jeg også gjort denne gang, men jeg har set
meget på, hvordan de enkelte afsnit bevæger sig rytmisk
i forhold til hinanden. Noget er uptempo, noget er
mere dæmpet«.
Sandheden i bidder
Det var det, jeg kunne
høre, da jeg sad ved bardisken i Byens Kro og smagte
på øllet og ordene, inden klapsalverne kom. Jeg hørte
et »jeg« folde sig ud i digt. Et delvis biografisk
jeg.
»Man kan gøre jeget til
sin ven«, smiler Lone Hørslev, og hendes mund har
drukket appelsinjuice og er fuld af humør og appetit.
Hun er den, der skriver det jeg, der erkender sit
»larmende behov for mad og opmærksomhed«. Det autentiske
og det fiktive udelukker ikke hinanden, men spiller
op til hinanden i digtet.
»Jeg bruger mange biografiske
træk. Mit navn Lone. Jeg bor på 4. sal på Frederiksberg.
Det står i et digt. Jeg føler ikke behov for at retouchere
noget; for mig er det altid fiktion«.
Nogen gange kan man komme
tættere på sandheden ved at lyve om den. Det er som
i ugebladene. Hudløst ærlig fiktion. En enkel sandhed
skåret ud i bidder lige til at sluge som løgn og lagkage.
Der er altid porno og kronprins Frederik på tv. Man
kunne altid deltage i et talkshow og lade som om alting
var enkelt. »Jeg havde sex med Robinson-Linda«. Hvor
svært kan det være
Eller man kan lytte til
Lone Hørslev fortælle om sit jegs første erindringer
(sne, spaghetti, sommerfugle): »Jeg forsøgte forgæves
at holde dem fast/ men de slap ud af mine hænder/
og fløj væk / som en klapsalve/ der letter og forlader/
sit publikum«. I litteraturlandskabet er kritikernes
klapsalver stadig i færd med at lette.
|
