Fra d. 7. til
d. 16. august har Børnekulturhus Århus og Århus Kunstbygning
i samarbejde med Foreningen Kunstnernes Hus
og kunstnerne Annette Damgaard og Tine
Bech inviteret elever fra 0. til 3. klasse i Århus
Kommune til at starte det nye skoleår
med en spændende og anderledes kunstoplevelse.
Kunstoplevelsens
omdrejningspunkt er de
to kunstneres udstilling Mellemrummet:
Plus & Puls, som vises i Århus Kunstbygning fra
d. 3. til d. 25 august.
Valget er faldet
på netop denne udstilling, da den indeholder
installationer og tegninger, som virker indbydende
og interessante for børn og samtidig giver mulighed
for, at børnene bliver aktive deltagere i stedet for
passive beskuere.
Udgangspunktet
for projektet er taget i "learning by doing"
- princippet.
Børnene starter således dagen
ud med at besøge et
filtværksted i Børnekulturhus Århus, hvor
en kunstner vil lære dem at lave filtbolde. Med udgangspunkt
i denne praktiske oplevelse, besøger de derefter udstillingen
i Århus Kunstbygning, hvor filt bl.a. indgår som et
gennemgående materiale.
Børnene får således mulighed for at opleve,
hvordan det håndværk, de netop selv har lært, kan
forvandle sig til kunst.
Børnene får også mulighed for at tegne og male omkring
et kunstværk og ikke mindst at se, hvordan en
del af de filtbolde, som de selv har fremstillet,
kommer til at indgå i
et værk, som bliver skabt af alle ca.
500 børn tilsammen.
Når de sidste
klasser har besøgt projektet fredag d. 16. august,
vil der i Århus Kunstbygnings café
blive lavet en udstilling med de ting, børnene
selv har været med til
at producere: filtbolde, tegninger, video
mm.
Børnenes egen udstilling
vil kunne ses fra tirsdag d. 20. til søndag d. 25.
august 2002.
|