Kunstnernes Påskeudstilling

7.April - 29. April 2001

Den 55. censurerede udstilling

"Drømmehul 1- 5"

Marianne Jørgensen

2.6 - 24.6 2001

At skabe et rum i den store form
Af Trine Rytter Andersen

Det sker, at man vågner med en drøm i klar erindring og oplevelsen af den som rester af virkelige følelser inde i kroppen. Den slags drømme efterlader et indtryk, som det kan tage timer eller dage at komme på afstand af. Med drømme er det som med billedkunst, litteratur og musik: Hvis drømmen var behagelig, giver vi kun nødig slip på den. Og vi længes efter drømmen, mens billederne og den gode fornemmelse langsomt svinder bort. Hvis det var en ubehagelig drøm derimod, vil vi gerne glemme den så hurtigt som muligt, men da viser det sig netop at være vanskeligere at ryste den af sig.
Selv om vi alle er udstyrede med en billedproducerende og følelsesmanipulerende under-bevidsthed, betragter de fleste af os drømmenes univers som et relativt uproduktivt sted, der ikke har krav på særlig opmærksomhed. Ikke mange mennesker giver sig hen til deres drømme, og endnu færre kan finde på, i bogstaveligste forstand, langvarigt at forpligte sig over for deres drøm.

Kunstneren lader sig lede af sin evne til at fastholde og forfølge stærke indre billeder, og Marianne Jørgensen har påtaget sig den byrde og det ansvar, det er at gøre en drøm til virkelighed. Alligevel kræver det i dette tilfælde ikke kun talent at entrere med drømmens vilkår, men også overordentlig stædighed, kompromiløshed og fysik styrke. For selv om opgavens resultat er kendt som billeder i kunstnerens erindring, indebærer selve processen så mange ubekendte faktorer og uløste problemer, som hun på godt og ondt er forpligtiget overfor.
For en kunstner, som Marianne Jørgensen, er det at sige ja til drømmens præmis, det samme som at underskrive en bindende kontrakt: Det er skridtet fuldt ud, ligegyldigt hvad det kræver.

De fem rum, som drømmen beskrev, var skabt i jorden, og deres størrelse var anseelig.
Det var ikke den regredierede grænseløse underbevidsthed, som kaldte kroppen tilbage i jordens skød, ikke det amorfe hulrums tilfældige afgrænsning. Nej, det var et kultiveret og strengt geometrisk sted, som skar sig ned i jorden til en afslutning i dybet, som på engang var artikuleret og hemmelighedsfuld.
I billedhugger terminologi taler man om at rejse en form i rummet. Med Drømmehullerne gør Marianne Jørgensen det modsatte: Hun skaber et rum i formen. Som billedhuggeren, der mejsler granitten bort for at finde formen indeni, fjerner hun jorden, ikke med hurtige motoriserede hestekræfter, men med ske, spade, lugejern og spand. Nænsomt som arkæologen bevæger hun sig gradvist og undersøgende gennem grønsværen og ned gennem jordskorpen. Med drømmebillederne på nethinden skaber hun hullerne med trapper og brønd, hele vejen fra toppen og ned på bunden.
Det er en langsommelig proces og undervejs forvandles drømmens rene billeder til nye kropslige erfaringer om jordens lagdeling, dens konsistens, farver og lugte. Mængder af forskellige sten, nogle, som når de flyttes, flækker og uddunster en stank som dinosaurånde gemt i millioner af år. Uanede mængder af insekter, kryb, padder og salamandere må ufrivilligt give sig tilkende undervejs.
Vinterens umådelige regnmængde og frost forårsager sammenstyrtninger og oversvømmelser, der kræver kunstnerens tilstedeværelse ved pumper og presenninger både nat og dag.
I perioder oplever kunstneren indsatsen som sisyfosarbejde, hvor udmattelsen og naturen ubarmhjertigt truer med at ville bringe hele projektet tilbage til udgangspunktet.

Til slut står vi her foran formen i rummet, skulpturen som vi kan gå rundt om og betragte fra alle sider.
Marianne Jørgensen har, med en omvendt gestus, alligevel rejst en form i rummet. Trukket den ud af jorden, som var det en trærod. Disse afstødte hamme er født af processen og behovet for at genskabe drømmens hemmelighedsfulde rum, de vender siderne til. De lader sig ikke betræde eller overskue, de holder på deres hemmeligheder, vi må aktivt fravriste dem deres informationer. Vi har mulighed for at betragte Drømmehullerne fra flere positioner: Det overlegne fugleperspektiv, som dog afskærer os fornemmelsen af dybde; Den digitale rekonstruktion: Visuel, sfærisk og næsten uden fysik. Vi har videoens rykvise fortælling om processens målrettede monotoni og endelig de tomme glasfiberskaller, der på en gang taler om krop og ånd, om hulhed og fylde.
Elementernes samlede udsagn er den mulighed vi får, for at begribe Drømmehullernes karakter og betydning, dels som selvstændige gestalter, og dels som metafor for et fælles menneskeligt behov, for det at skabe og tilegne sig rum i verden.