PRESSEMEDDELESE:
Decentralt kunstarrangement i Århus
Under parolen 'ProKK går
guerilla' finder en serie kunstrelaterede events sted
i Århus Midtby i påsken.
I de seneste år har foreningen
ProKK, som repræsenterer Professionelle Kunstnere
og Kunsthåndværkere i Århus og Østjylland,
afholdt deres årlige udstilling med fysisk udgangspunkt
i Ridehuset på hjørnet af Vester Allé
og Frederiks Allé i hjertet af Århus.
Sidste år eksperimenterede
foreningens medlemmer med et antal satellitter på
forskellige steder i midtbyen som supplement til den store
udstilling i Ridehuset. I år har man så valgt
at tage skridtet fuldt ud, som en konsekvens af de kunstnerisk
meget vellykkede satellitter, og udelukkende satset på
performances, installationer samt mere traditionelle kunstudstillinger
på et større antal lokaliteter, som er spredt
ud i et begrænset område inden for Ringgaden.
Mere end en snes projekter
med deltagelse af et halvt hundrede kunstnere bliver skudt
i gang den 4. april, hvor arrangementet åbner officielt.
Det kan ikke udelukkes, at en del overrumplende begivenheder
vil foregå op til åbningen. Således kan
man sige, at eventen lever op til guerilla-benævnelsen.
Dog bliver det hele ganske harmløst; modsat hvad
man forbinder med guerilla-aktioner i et politisk spændt
miljø. Dog ligger der et element af alvor bag, da
kulturpolitikken i Århus vil komme under kærlig
beskydning fra det entusiastiske, lokale kunstmiljø.
De mange udstillinger finder
sted i perioden fra den 4. april til og med 2. påskedag
- altså 13. april - og udstillingerne foregår
på så forskelligartede steder som Væksthusene
på Møllevejen 10, Colorama, Nørre Allé
57, Galleri V58, Århus Kunstakademi, Vor Frue Kirke,
Etcetera, Møllegade 5, Banegården, Bruuns Galleri,
Århus Stiftstidende (bl.a. på lysavisen) og
for en halv snes projekters vedkommende i Godsbanebygningen,
Skovgaardsgade 3. Og netop her foregår åbningen
4. april kl. 12, hvor Karin Hindsbo, kunstfaglig leder på
Århus Kunstbygning, holder åbningstalen.
Udstillingerne har åbent
i perioden dagligt kl. 12 til 17. med undtagelse af de udstillinger,
der finder sted i butikker. Her følges butikkernes
normale åbningstid.
Projektet er støttet
af Århus Kommunes Kulturudviklingspulje samt Kulturhus
Århus.
Der kan læses mere på
ProKK's website www.prokk.dk
og indhentes supplerende oplysninger på telefon 51
34 23 70.